Udstillinger‎ > ‎

Carsten_dahl


Carsten Sardorf Dahl

Født i Charlottenlund 3. oktober 1967.

Professor emeritus fra RMC, pianist, komponist, maler og digter.

Han er autodidakt i alt hvad han foretager sig, bortset fra et par år på konservatoriet som slagtøjsspiller.

Har medvirket på over 300 CD indspilninger.

Carsten Sardorf Dahl har udstillet på :

Galleri Øckenlund
Galleri RAKA
Skagen Kulturhus
Herning sygehus kunstforening
HELIOS og Galleri Gal i Faaborg
GJETHUSET i Frederiksværk
Billund Centerets kunstforening
CAFÉ Charlie ( frise )
Slagelse Kunstforening
Bredgade Kunsthandel ( agent )

Carsten Dahl er først og fremmest en æstetisk mystiker, tænker og som skabende kunstner - et usædvanligt flittigt og virksomt moderne renæssance menneske.

For ham, er hans kunst, hvad enten det er på lærredet, på pianoet, som komponist eller som digtende poet - en konstant undersøgelse af de psykologiske, menneskelige og religiøse spørgsmål og måske især dilemmaer i den kunstneriske indre nødvendighed - benævnt af ham selv som: "Værket"

Hans kunstneriske arbejde tager næsten altid, uden undtagelse - udgangspunkt i en målrettet søgen
henimod at forstå, sondre og skabe i balancen mellem frihed på den ene side og dyb forpligtelse på den anden. Dette afspejler sig i hans personlige tilgang til det religiøse og hans dybe ønske om at frisætte det personlige i en slags nødvendig universalitet samtidig med en stor ydmyg respekt for det bestående og håndværket.

Hans billeder varierer fra det næsten guldalderagtige maleri sat ind i en moderne kontekst til decideret komplekse abstraktioner. Næsten som hans pianistiske improvisationer.

Som pianist er han verdensklasse og han bliver tit benævnt som " lysets mester " selvom hans improvisationer i lige så høj grad rummer det kaotiske og mørklagte og meget ofte udgår netop derfra. Det samme kan man meget rammende sige om hans landskabsmalerier, der emmer af mystik, personlig forladthed og en både moderne og altmodisch søgende længsel mod lyset.
Malerierne fremstår mørke og menneskeforladte men altid med et tydeligt dragende lys i kompositionen og fortæller på en særegen måde den dramatiske historie om den universelle natur, ensomheden som forladt menneske og længslen mod udfrielse i et meget tidløst scenarie.

www.carstendahl.dk

TLF +4540359088

ATELIER " Øjeblikket"
Syrevej 53
3300 Frederiksværk

" Både som maler og musiker bevæges jeg, af det i sprækken usagte og skjulte og alting synes at spejle sig i mig som i et vand. Jeg blændes af lyset der skabes ud af mørket, for dersom man kender sit afgrundsdybe mørke, ser man meget klarere i lysets refleksioner. Jeg ønsker mig at være en åndens maler og en åndens komponist. For mig er toner farver og farver toner. Akkorderne er landskabernes bund, der veksler mellem skygge og lys; dybde og perspektiv. Fuglene er de mange udtryk og følelser set fra barnets perspektiv. Selve det at være maler og det at være musiker handler mere om at kunne skabe en åndelig evighed og bevægelse i øjeblikket og fastfryse det foran beskuerens eget spejl. På den måde forvandler jeg det ukendte potentiale fra dødvægt til liv."


Comments